Herunder kan du læse historien om, hvorfor der har været en lusket spion i vores logo:
Forord
Der var engang to fotografer. Den ene fotograf og den anden fotograf.
Begge havde de en passion for broer. De besluttede sig at fotografere broer. Broer fra Gedser til Skagen. Broer fra skæve vinkler, fra rette vinkler og fra vinkler der næsten ikke fandtes, altså før fotograferne fandt dem med deres kameraer, deres skæve tilgang til livet i almindelighed og broer i særdeleshed.
De fotograferede og de fotograferede, og en dag havde de så mange billeder, at de besluttede sig for at udstille dem.
Først i Farum Kulturhus i 2018. Her skete der mystiske ting. 4 billeder forsvandt i nattens mulm og mørke. Det var meget mærkeligt.
I 2019 blev udstillingen flyttet helt ned til Gedser. Helt præcis på Danmarks sydligste punkt, nemlig Gedser Odde.
Her ligger Marinestationen, som blev lukket da den kolde krig sluttede i 1989, for præcis 30 år siden.
Marinestationen ligger for enden af Fyrvej, men først skal man følge Langgade. En gade, der så lang, at den går igennem hele Gedser. Forbi det gamle hotel, den smukke kirke og helt ud til Fyrvej, som fortsætter langs stranden, hvor store sten forhindrer den frådende Østersø i at gnave af vejen. Men ofte står bølgerne ind over vejen – så det kan være meget farligt at køre videre. Fyrvej er også lang. Den er så lang og snor sig så smukt, at den når helt ud til Fyret, der stadig blinker om natten for at vejlede søens folk.
Men vi skal længere endnu. Forbi fyret – og videre – og først lige der, hvor vejen ender helt – så langt mod syd man kan komme i Danmark – ja i hele Skandinavien. Lige præcis der, på den stormomsuste sydspids, ligger den gamle Marinestation.
På den yderste kant af Gedser Odde, hvor stormene hvert år æder en meter, så om ganske få år, æder de også Marinestationen og alle dens hemmeligheder.
Fra bygningens sydligste vinduer, er der fri udsigt over Østersøen, som går så langt mod øst, at den ender henne i Rusland, og så langt mod syd, at den ender i Tyskland.
I denne bygning, dybt nede i en næsten atomsikret kælder, sad brave soldater og lyttede og holdt øje med Østblokkens aktiviteter til søs. De holdt øje lige indtil de ikke holdt øje mere. og da de ikke holdt øje mere, så rejste de alle hjem. Men de glemte noget.
Det er her på dette sted, Den fotografiske Brokade blev udstillet i maj 2019, og det er her ”Marinestationen, broerne og Den russiske Spion” begynder…
Kapitel 1
I juni måned 2019 udstillede to ihærdige fotografer lidt over 60 billeder af broer i den gamle Marinestation på Gedser Odde. En bygning som har ligget der, siden den kolde krig ophørte i 1989.
Billederne blev hængt op, men allerede på udstillingens første dag, var der sket underlige ting. Nogle billeder hang skævt, andre stod på gulvet, og et par stykker var faldet ned, og rammerne var gået i stykker.
Fotograferne så på hinanden og sagde: ”Hvad sker der lige her?”.
De hængte billederne op igen, rammerne blev udskiftet, og døren blev åbnet for publikum. Men hvad var nu det? Der lå en mystisk GPS på bænken udenfor.
Forsigtigt nærmede fotograferne sig GPS’en. Den så ganske ufarlig ud og lignede alle andre GPS’er. – men hvad var nu det for et billede på skærmen?
De vidste ikke hvor den var kommet fra, og de vidste ikke hvis den var, eller hvordan den var havnet der, men skærmbilledet var måske en ledetråd.
De bar den ind i udstillingen og lagde den på et bord, og tænkte så ikke mere på det, for der var mange mennesker, og fotograferne havde andet at tænke på.
Næste morgen kom de to fotografer igen ud på den gamle Marinestation, som ligger på den yderste spids af Danmark. Stormomsust og øde. De tunge skyer hang lavt og vinden ruskede i bygningen. De låste sig ind, slog alarmen fra og kiggede sig forsigtigt omkring. Billederne hang skævt igen – og et af dem stod atter på gulvet. Det var meget mystisk.
Den gamle Marinestation består af to bygninger og der er kælder under dem begge. Den ene er dog lukket helt af.
Men i bygningen overfor kan man stadig komme i kælderen. Der hvor radiorummet var, og der hvor der blev lyttet og kigget på Østblokkens aktiviteter. Der er mellemrum i det beton, der udgør gulvet – måske kan nogen komme igennem der?
Den ene fotograf udbrød: ”Det er nok en russisk spion, der er kommet ind lige før det blev blev lukket ned, og ingen har opdaget ham?” Det underholdt fotograferne så de besøgende med.
Kapitel 2
Hvis du nu tilfældigvis havde været på Odden den omtalte juninat, hvor den mystiske GPS dukkede op, og hvis du tilfældigvis havde stået der og kigget op i nattehimmelen, ville du måske have set noget meget, meget mærkeligt.
Så mærkeligt at du nok ville have troet at du stod og drømte.
For deroppe over Gedser Odde fløj en rensdyrtrukket kane rundt i sommernatten.
Og hvem styrede kanen? Jo, det gjorde selveste julemanden da. I juni måned? Det lyder da helt tumpet? Men nej, det er der skam en forklaring på.
Det gør han hvert eneste år omkring det tidspunkt.
Han prøveflyver, og han plotter vigtige punkter ind på sin GPS. Det sidste er ekstra vigtigt, for det er en ganske særlig GPS, som spreder julestemning, når han flyver sin rute. Altså ikke på prøveturen – det ville jo være dumt. Men han gør den klar til december måneds flyveture.
Pludselig var han ved at støde sammen med en edderfugl på træk og han svingede meget skarpt.
Heldigvis lykkedes det ham at undvige. MEN, der skete noget
frygteligt: GPS’en faldt ud af hans lomme, ud af kanen og lige ned foran Marinestationen. Han mærkede det ikke, så han styrede ud over Østersøen.
Vejen hjem kunne rensdyrene udenad, så han kunne godt tillade sig at blunde lidt,derfor opdagede han det slet ikke...
Kapitel 3
Inden fotograferne gik hjem den aften, fandt de på at sætte et kamera op, så de kunne se om der kom nogen om natten.
Da de kom igen den næste morgen, så de til deres store overraskelse, at alle billederne hang pænt på deres pladser. Ingen var faldet ned og intet var gået i stykker.
Men pludselig opdagede de at den mystiske GPS var forsvundet.
”ÅH nej” sagde de i munden på hinanden, ”vi skulle jo have været på hittegodskontoret med den i dag.
”Har du ikke bare lagt den væk?” spurgte den ene fotograf, ”NIX”, svarede den anden fotograf. Den lå lige der på bordet.
”Måske er der noget på overvågningskameraet”, sagde den ene fotograf. ”Lad os se efter”, svarede den anden fotograf. Og det gjorde de så. Stor var deres overraskelse, da de så på billederne. ”Det er et spøgelse”, hviskede de. ”Et spionspøgelse”.
Spionen kiggede grundigt på alle billederne af broerne, men så fik han øje på GPS’en. Han stak den i lommen og gik ud i det bageste lokale. Fotograferne så hele billedserien igennem. Spionen kom ikke ud igen. Han måtte være der endnu…
De skyndte sig derud, men der var intet at se. Oh ve og skræk.
”Det må være den russiske spion der er blevet glemt. Nu er han blevet til et spøgelse og nu finder vi aldrig ud af, hvad det var for en mystisk GPS”, sagde den ene fotograf. ”Lige mine ord”, sagde den anden fotograf.
Kapitel 4
Næste dag var der igen travlt med masser af gæster i udstillingen. Først lige inden lukketid, var der atter ro på og fotograferne begyndte at gøre klar til at lukke.
Men pludselig gik døren op og en usædvanlig gæst trådte ind…
Det var Julemanden, som fortvivlet satte sig i stolen og med stor bekymring fortalte, at hans GPS var forsvundet – og spurgte fotograferne om de måske havde fundet den, for han mente han havde tabt den ud af lommen, lige før han fløj ud over Østersøen.
Fotograferne fortalte ham at de godt nok havde fundet en GPS, men at den på mystisk vis var forsvundet. De havde bestemt ikke lyst til at fortælle noget som helst om spøgelser og spurgte ham, om han ikke bare kunne købe en ny.
”Købe en ny”, udbrød han forfærdet og fortsatte: ”Det er en mega hemmelig, specielt udviklet jule-GPS, kun for julemænd og fremstillet på Julemandens Værksted i Grønland”.
”Alle de steder – fra Gedser til Skagen, hvor jeg skulle sprede julestemning og aflevere julegaver til børnene, er plottet ind på den GPS – og uden den, får børnene ingen gaver, ja, det bliver slet ikke jul. Det er intet mindre end en katastrofe” snøftede Julemanden.
”Du skal ikke være ked af det”, sagde den ene fotograf. ”Vi skal nok
finde den til dig”, sagde den anden fotograf.
Julemanden tørrede øjnene. ”Vil I virkelig det, åh – tusind tak, så skal det nok gå alt sammen, og det bliver alligevel jul i de små hjem” sagde han glad og traskede ud i sommernatten.
Kapitel 5
Fotograferne gik straks i gang med at gennemsøge hele Marinestationen. De ledte overalt, men de kunne ikke komme ned i det gamle plotterrum, der havde været lukket siden den kolde krigs ophør.
Lige da de var på vej ud, så de en bleg skygge, der sivede op mellem betonpladerne. Den tog lynhurtigt form af den russiske spion.
Fotograferne blev så forskrækkede, at de slet ikke kunne røre sig. ”Det var ham”, hviskede de, og de havde gåsehud på armene, selvom det var sommer.
Endelig vågnede de op. ”EFTER HAM”, skreg de i munden på hinanden, og så styrtede de ud af bygningen.
”Der er han, på vej ned ad trappen til stranden”, råbte de og løb efter ham så hurtigt de gamle fotografben nu kunne løbe.
Så kastede han GPS’en i sandet. De stormede hen for at samle den op, men ak, det var bare en gammel russisk telefon.
I mellemtiden havde spionen væltet en surfer i vandet og hugget hans bræt. Nu var han på vej ud i Østersøen…
Fotograferne stod længe og så ham forsvinde ud over bølgerne.
”Vi må forsøge at regne ud, hvor han går i land”, sagde den ene fotograf. ”Nemlig”, sagde den anden fotograf og fortsatte: ”Så fanger vi ham der!”
Kapitel 6
Hele sommeren og efteråret var gået. Et par gange havde fotograferne været tæt på den russiske spion, men hver gang var han smuttet fra dem igen.
Fotograferne var i vildrede. Lige nu var den russiske spion sporløst forsvundet og faktisk var de så pressede af deres løfte til julemanden, at de ikke rigtigt vidste, hvordan de skulle gribe det hele an.
Den ene fotograf havde været i England og mødt James Bond, for hvis nogen kunne finde og fange den russiske spion, så måtte det være ham.
Han havde jo trods alt en vis erfaring i det – og worst case – license to kill.
Men ikke engang James Bond og hans legendariske Aston Martin DB5 kunne hjælpe. Agent 007 sagde meget fornuftigt, at han ikke kunne slå et spøgelse ihjel, så fotografen måtte returnere til Danmark med uforrettet sag.
Fotograferne kontaktede PET. Men de var totalt afvisende – ”Latterlig historie”, var kommentaren. PET ville heller ikke kæmpe mod spøgelser.
Men fotograferne havde alligevel en trumf i ærmet. De kunne ganske vist ikke råde over afdeling Q som James Bond, men via deres tætte kontakt til Julemanden, var der direkte adgang til Julemandens Værksted i Grønland. Her lykkedes det ar få sporet julemandens GPS.
Nu vidste de to fotografer præcis hvor den russiske spion befandt sig. Så nu starter jagten for alvor.
Men selv når de havde de nøjagtige koordinater, var han en mester i at smutte fra dem.
Så gemte han sig, og bedst som de lige var i gang med noget helt andet, kom han farende forbi på en gammel russisk motorcykel og sang ”Naa-na-na-naa-na..” på russisk.
Kapitel 7
Fotograferne befandt sig på Guldborgbroen mellem Lolland og Falster, da den russiske spion drønede forbi på sin gamle russiske motorcykel, som han måtte have fundet et sted på Lolland, så de kastede sig ind i deres bil, startede GPS-trackeren og kunne se at spionen havde kurs mod enten Farø broerne eller dan gamle Storstrømsbro.
De skulle træffe en hurtig beslutning. ”Han tager den gamle bro”, sagde den ene fotograf. Den anden fotograf sagde: ”Nej, han tager Farø Broerne”.
Den lille røde prik på trackeren viste hurtigt at den ene fotograf havde ret og den anden tog fejl. Spionen var på vej til Storstrømsbroen.
Den fotograf som kørte bilen har tidligere kørt rally. Han brummede: ”Vi giver den fuld gas, finder små listige veje og skyder genvej over markerne – så rammer vi motorvejen lige før Farø Broerne”
Det sidste stykke vej kørte de på en stubmark – fandt et hul i autoværnet og kørte op på motorvejen.
Den anden fot
ograf sad rystet og målløs oven på DEN køretur og sagde småfornærmet: ”Sagde du ikke lige at han ville tage Storstrømsbroen?”
Jo, sagde chauffør-fotografen, men så snart vi er kommet over Farø Broerne, kan vi med fuld fart nå frem til Storstrømsbroen på den anden side og afskære ham vejen”.
De nåede frem – men der var ingen russisk spion, og der var ingen motorcykel. Den ene fotograf udbrød optimistisk at han jo havde kørt så stærkt, at spionen var langt bagud på den gamle skærveknuser af en russisk motorcykel.
Men spionen kom ikke. Kan han være hoppet af? Altså af motorcyklen – og sprunget i vandet? Fotograferne var to store spørgsmålstegn.
Endnu engang var den russiske spion undsluppet på mystisk vis….
Kapitel 8
Fotograferne sad i bilen og ærgrede sig. ”Øv, øv, øv”, sagde de i kor. Men så kom den ene fotograf i tanke om trackeren og straks de tændte den, kunne de se den lille røde prik bevæge sig langsomt fremad – lige mod P-pladsen, hvor de holdt med deres bil. ”Nu har vi ham”, udbrød den ene fotograf. ”Ja, nu har vi ham”, replicerede den anden fotograf.
De sprang ud af bilen og forsøgte at komme ned under broen for at gøre sig klar til at modtage spionen.
Pludselig hørte de en bil starte. Med hvinende dæk forsvandt den og spionen vinkede ud ad vinduet. Desværre havde den ene fotograf glemt at tage bilnøglerne med sig, så det var fotografernes bil han stak af i, og der stod de så, og stod. ”Pyt, vi har heldigvis trackeren, så vi ved jo hvor han kører hen, sagde den anden fotograf. Den første fotograf sukkede og sagde: ”Den ligger i bilen”.
”Vi må ringe til politiet, den bil skal findes hurtigst muligt”, sagde den ene fotograf, ”lån mig lige din telefon”. ”Den ligger i bilen”, sagde den anden fotograf og tilføjede: ”Ved siden af din”.
Begge fotografer stillede sig ud midt på kørebanen og med alle 4 ben solidt plantet på asfalten og med et beslutsomt udtryk i ansigterne, tvang de en bil til at standse. Mens den ene fotograf stod foran bilen, forklarede den anden fotograf sagens sammenhæng. Bilisten var
meget venligsindet og tilbød med det samme at køre fotograferne til politiet i Vordingborg, så hurtigt han kunne. Af sted det gik ad den gamle hovedvej mod Masnedø Broen. Åh nej. Den var spærret og der var lang kø, men herfra er der ikke langt til Vordingborg, så fotograferne sprang ud af bilen og løb frem mod broen.
Der, på tværs af kørebanen holdt fotografernes bil. Punkteret på det ene hjul, skredet ud og havde snittet autoværnet.
Den russiske spion var forsvundet. Fotograferne flåede dørene op og ledte efter trackeren. Den lå på gulvet og den røde prik var hastigt på vej mod nordvest. Spionen havde fået nyt transportmiddel. Fotografernes telefoner havde han heller ikke nået at få med.
Lynhurtigt fik de skiftet hjul, og så fortsatte jagten.
Kapitel 9
Fotograferne genoptog jagten. Spionen var på vej mod Næstved og fotograferne nærmede sig hurtigt. Men bedst som de troede at han ville fortsætte mod Ringsted, svingede han til venstre og kørte ad omfartsvejen med Svingbroen over kanalen ind til Næstved.
”Vi napper ham i rundkørslen og tvinger ham mod Karrebæksminde og derfra over Græshoppen til Enø, så er han fanget”, sagde den stedkendte fotograf der kørte bilen.
Fotograferne nærmede sig og stor var deres overraskelse da de opdagede at spionen havde skiftet til en anden gammel russisk motorcykel – magen til den anden men tydeligvis i endnu dårligere stand. De kom op på siden af ham i rundkørslen og planen virkede, han blev presset mod Karrebæksminde.
Fotograferne var nu tæt på ham, men den kraftige røgudvikling fra den gamle slidte motor gjorde, at de atter måtte sætte farten ned.
De nærmede sig nu hastigt Græshoppen, som broen til Enø kaldes – men pludselig så de et kraftigt ildglimt – lige midt på Græshoppen.
Motorcyklen eksploderede og den russiske spion fløj ud over styret og forsvandt i vandet, hvor den kraftige strøm hurtigt førte ham ud i Smålandsfarvandet.
Fotograferne tabte atter sporet. De ringede til Kystredningstjenesten, som fortalte lidt om strømforholdene. Hvis spionen skulle have overlevet eksplosionen – og opholdt i det kolde vand, ville han formentlig ende i nærheden af Storebælt. Død eller levende.
Det sidste tog fotograferne ikke så tungt. Om et spøgelse er dødt eller levende, gør vel ikke den store forskel.
Kapitel 10
Fotograferne besluttede sig for at køre med Storebælts Broen. Hvis den russiske spion stadig var i live, måtte det være den vej han valgte. Han MÅTTE flygte videre til Jylland for at udnytte broerne.
Hana havde gemt sig under Storstrømsbroen, det var fotografernes udgangspunkt, så de holdt vagt under broen, på dette sted hvor de mente han kunne kravle i land. Men der kom ingen russisk spion. Det blev mystiskere og mystiskere.
Fotograferne kontaktede Julemandens Værksted og anmodede om ”License to Kill” og den fik de. Julemandens specielt fremstillede julemands-GPS skulle findes inden jul, spionen skulle findes inden jul – død eller levende.
MEN, hvad fotograferne ikke vidste var, at Kystredningstjenesten netop på den dag hvor motorcyklen eksploderede, havde en større redningsøvelse i gang. Heri deltog flere redningsfartøjer, redningshelikopter fra Tyskland og den lokale kajakklub. Det viste
sig at den russiske spion var svømmet i land på Enø, hvor han havde stjålet en kajak. Så mens redningsfartøjerne havde travlt med at suse rundt mellem hinanden, forsvandt han mod Fyn i kajakken.
Den ene fotograf sagde til den anden fotograf: ”Jeg tror vi skal køre over broen og vente på ham der”. De var jo efterhånden blevet vant til, at den russiske spion virkelig kunne overraske. De kørte gennem betalingsanlægget. Og ganske rigtigt, den røde prik på trackeren var hastigt på vej på motorvejen over Fyn.
Havde han stjålet en bil, eller var han blind passager på en lastbil? Det var ikke til at vide, men fotograferne besluttede sig for blot at følge efter.
Ved Kildevæld rasteplads blev der pludselig stille. Den røde prik bevægede sig ikke mere. Det måtte være her spionen var.
Skulle han spise? Var han tørstig? Eller skulle han skifte transportmiddel?
Fotograferne kørte ind på P-pladsen ved Q8 – den russiske spion luskede ind i kiosken.
Kapitel 11
Fotograferne lagde sig dybt ned i sæderne i deres bil og holdt vågent øje. Lige med ét kom spionen farende ud, slog en mand ned med noget der lignede en hammer eller et segl.
Rodede i hans lommer og fotograferne så han havde en nøgle i hånden. Så løb han hen til en Trabant, nøglen passede og bilen startede i en sky af blå røg, og så hurtigt en Trabant nu kan køre, begav han sig af sted mod Jylland.
Fotograferne blev fanget bag en vindmølletransport, men de havde trackeren og kunne se den russiske spion var på vej mod den gamle Lillebæltsbro.
Men da de endelige nåede ud på broen, kunne de ikke se Trabanten. ”Han må være her”, sagde den ene fotograf. ”Vi kører over én gang til”, sagde den anden fotograf, som sad med trackeren.
Så fik de øje på ham. Han var på BRIDGEWALK!
De kastede sig ud af bilen og styrtede hen til trappen. De kunne høre ham synge ”Na-na-na-naa-na” på russisk igen. Den ene fotograf havde lige foden på det nederste trin, da Bridgewalk-instruktøren spærrede vejen. ”Den går ikke”, sagde han. ”Jamen vi SKAL derop”, råbte begge fotografer.
”Så må I købe billetter til næste tur. Der er er én om en time”, sagde instruktøren.
Fotograferne kiggede op, men nu var spionen væk igen. Den røde prik på trackeren var næsten i Jylland allerede. Han måtte have haft Trabanten holdende lige i nærheden.
Fotograferne sprang ind i deres bil igen – og genoptog forfølgelsen
Kapitel 12
Lige før Vejlebroen havde fotograferne indhentet Trabanten. De drønede op på siden af ham, klar til at trække ind foran. Men han snød dem igen. I absolut sidste øjeblik flåede han rattet til højre og med hvinende dæk – så meget som Trabant dæk nu kan hvine, drejede han op ad afkørselsrampen mod centrum.
Fotograferne sagde grimme ord. De var nødt til at fortsætte over broen. ”Vi tager den første afkørsel efter broen, så kører vi mod centrum. Så må vi møde ham”, sagde den ene fotograf til den anden fotograf. Den røde prik på trackeren viste, at den russiske spion befandt sig ved havnen.
Fotograferne kørte langsomt mod havnen. Derude i vandet ligger det smukke Fjordenhus.
På P-pladsen ved siden af, sådan lidt skjult bag en varevogn, spottede den ene fotograf baglygterne på en Trabant. ”Han er her”, råbte fotograferne i kor og sprang ud af bilen. ”Husk nu nøglerne, trackeren og telefonerne”, sagde den anden fotograf.
Var han taget hen for at se på det smukke hus? Russiske spioner er ikke lige sådan at greje – der er jo meget nyt at se for en russisk spion, der har boet i en kælder under Marinestationen i Gedser i 30 år.
”Nu har vi ham”, sagde den ene fotograf. Men i det samme lød der et stort plask. Spionen havde skubbet den ene fotograf i vandet..
Den anden fotograf kom straks den ene fotograf til undsætning, men blev under redningsaktionen lige så våd som fotografen der var faldet i vandet. De hørte lige ”Naa-na-na-naa-na” på russisk mens spionen løb over den lille bro der fører fra Fjordenhus og ind til P-pladsen.
Trabanten startede atter i en sky af blå røg, og kørte hurtigt væk.
Kapitel 13
Det var hundekoldt, så fotograferne måtte have fat i tørt tøj. De kørte ind til Vejle centrum, parkerede deres bil og begav sig op mod tøjbutikkerne. De trak et langt vådt spor efter sig, og de frøs så de rystede.
De julehandlende folk fra Vejle kiggede undrende på de to våde fotografer, der målbevidst søgte efter tørt tøj.
De da de to fotografer havde fået købt nyt fotograftøj, sådan noget tøj som fotografer går i, fandt de atter bilen og tændte for trackeren.
Den røde prik var ved Brædstrup. De to fotografer kiggede på hinanden. ”Er han så sikker på at vi ikke kan finde ham, at han har indlogeret sig på Hotel Pejsegården?” spurgte den ene fotograf. ”Det samme skulle jeg til at spørge om”, sagde den anden fotograf. ”Lad os køre deropad og se hvad han nu lusker rundt og laver”, sagde den ene fotograf og startede bilen.
”Hvor tror du han er på vej hen”, spurgte den anden fotograf. ”Det er bare en tanke”, sagde den ene fotograf og fortsatte: ”Men da vores broprojekt handler om kendte og mindre kendte vinkler, på kendte og mindre kendte broer – fra Gedser til Skagen – så måske?”
”Genialt tænkt”, sagde den anden fotograf, ”selvfølgelig er han på vej til Skagen, men vi må have ham stoppet inden, det er snart jul. ”Lige mine ord” sagde den ene fotograf.
Mens de to fotografer bekræftede hinanden i, hvor geniale de rent faktisk var, nåede de Brædstrup og den anden fotograf udbrød: ”Der holder Trabanten. Der kommer stadig svag røg op fra motoren og motorhjelmen er smeltet. Den er brændt sammen”. Pludselig udbrød begge fotografer i kor: ”Den genfundne Bro. Han tror der stadig kører tog over den gamle jernbanebro fra 1899, så måske står han på Vrads station og venter på toget?”
Fotograferne styrtede ud mod broen, så hurtigt de gamle fotografer på de gamle fotografben nu kunne styrte.
Næsten midt under broen hørte de en russisk sang: ”Naa-na-na-naa-na”. Spionen vinkede til dem og forsvandt.
De kiggede på hinanden. Det følges lige nu, som om den russiske spion var en anelse mere genial end fotograferne.
Men han var jo også russisk spion.
Kapitel 14
”Se lige her”, sagde den ene fotograf og rakte trackeren frem mod den anden fotograf som sagde: ”Ja, hvordan kan det nu lade sig gøre”?
”Der er slet ingen veje, der hvor han er, og han har fart på”, sagde de to fotografer i kor. ”Det går hurtigere nu, har nu hugget en Moto-Cross maskine?” spurgte den ene fotograf. Svaret lå ikke sådan lige for. ”Lad os komme af sted, han er omkring Silkeborg”, sagde den ene fotograf.
De løb tilbage til dere
s bil og satte kursen mod Silkeborg og de kunne se på trackeren, at den russiske spion befandt sig i nærheden af en af de nye motorvejsbroer over Gudenådalen. Den røde prik på trackeren fulgte motorvejen.
Den ene fotograf monterede et kraftigt teleobjektiv på sit kamera og afsøgte området langs broerne og motorvejen. Der, langs med motorvejen så de den russiske spion i fuld galop. Nu til hest!
”Først stikker han af på et surfbræt. Derefter, på motorcykel. Så hugger han vores bil, og endnu en motorcykel, dernæst en kajak og så en Trabant. Hvad skal det ikke ende med?” funderede de to fotografer, mens de hver især kløede sig i deres egne nakker. ”Vi må efter ham”, sagde den ene fotograf, ”ja, men hvordan?” sagde den anden fotograf.
Pludselig rev spionen hårdt i tøjlerne. Hesten bremsede op. Jord og sten stod til alle sider. Den stejlede og vrinskede højt. Spionen lænede sig til venstre, drejede hesten og huggede hælene i siden på den, hvorefter han forsvandt i fuld galop ad den gamle træksti langs Gudenåen i retning mod Svostrup Kro.
Fotograferne var i vildrede igen. ”Han driver gæk med os”, sagde den ene fotograf og den anden fotograf svarede: ”Lige mine ord – men han skal og må fanges vi må følge ham så godt vi kan. På afstand.
Kapitel 15
De to fotografer grublede lidt over det hele, men nåede frem til, at så længe den russiske spion var til hest, og de nogenlunde kendte den gamle træksti til Silkeborg, så vidste de hvor han var, og de bekræftede igen hinanden i deres fælles genialitet.
Fotograferne nåede Silkeborg og parkerede ved Gudenåens bred. ”Nu er det bare at vente til vi kan høre hovslag”, sagde den ene fotograf. ”Helt enig”, svarede den anden fotograf. ”Men hvad gør vi så når han kommer galoperende?” spurgte den ene fotograf. ”Ja, hvad gør vi så?” svarede den anden fotograf. ”Ja, det var jo det jeg spurgte om”, svarede den ene fotograf. Mens de sad der, endnu engang i vildrede, så meget i vildrede, som kun aldrende fotografer kan være i vildrede udbrød den anden fotograf: ”Død og kritte, han er vendt om!!!” De stirrede målløse på trackeren og kunne se at den russiske spion, til hest, allerede havde passeret Kongens Bro Kro – nu var han tilsyneladende på vej til Randers.
De fik startet bilen i en fart, og af sted det gik mod Randers.
Da de havde kørt en stund og kun var få kilometer fra Randers, hvor Gudenåen munder ud i Randers Fjord, bemærkede de en stor hestefold. De standsede bilen for at se nærmere på den hestefold. De steg ud af bilen: ”Husk tracker, nøgler og telefoner”, sagde den ene fotograf. ”God plan”, svarede den anden fotograf, og de begav sig hen mod hestefolden.
Der var en del uro og det så ud som mange af hestene havde øjnene rettet mod en speciel hest. Den stod midt i flokken med ludende hoved og dækket af skum. Den havde været redet hårdt. ”Det må være den russiske spions hest”, udbrød den ene fotograf og de gik nærmere. Den anden fotograf, der havde forstand på heste fik den til at løfte hovene, og ganske rigtigt, der var rester af jord og sand, som findes på trækstien ved Gudenåen.
”Har han skiftet hest?” spurgte den ene fotograf, ”måske”, svarede den anden. Men så opdagede de et tyndt hjulspor fra folden mod Randers. ”Han er kørt herfra, men på hvad?” udbrød fotograferne i kor.
Den røde prik på trackeren sendte fotograferne direkte til Den blå Bro over Gudenåen i Randers. Der, lige der, holdt han – nu på et elektrisk løbehjul.
Da han så fotograferne vendte han om, og kørte så hurtigt el-løbehjulet kunne køre, i retning mod nord, mens han på russisk sang: ”Naa-na-na-naa-na”
Kapitel 16
”Pokkers, han stak af fra os igen”, stønnede den ene fotograf opgivende og den anden svarede: ”Ja, pokkers – han slap fra os igen”.
Spionen forsvandt syngende over Den Blå Bro, men på trackeren kunne fotograferne se se, at han stadig var omkring Gudenåens Bred og nu styrede han mod motorvejsbroen over Gudenåen.
”For pokker da”, udbrød den ene fotograf og fortsatte: ”Hvor er han på vej hen – hvad vil han i dette område, hvor vi så let kan fange ham?”
Den anden fotograf grundede lidt over det. ”Let og let”, sagde han, ”men på et el-løbehjul kan han altså ikke køre fra os på motorvejen.
”Du har ret”, svarede den anden fotograf. ”Vi må have fat i bilen og se hvor han kører hen”. Igen følte de sig ovenpå og optimistisk kørte de frem mod motorvejsbroen, som kunne føre den russiske spion videre mod Himmerland.’’
De to fotografer følte nu, at de havde luret, hvad han var ude op. Pludselig så de ham – på vej over broen. I nødsporet, på el-løbehjulet. Han havde passeret rastepladssen og havde nu retning mod nord.
”Helt ærligt”, sagde den ene fotograf, ”det her tror han vel ikke engang selv på?”
Den anden fotograf brummede selvtilfreds. ”NU har vi ham – indhenter ham og presser ham ind i autoværnet!” Den ene fotograf
svarede: ”Er der noget vi gør, så er det det!”
Fuld fart frem og kort efter var spionen indhentet. Fotograferne pressede ham ind i autoværnet. Gnisterne føg, lyden af metal mod beton var meget skræmmende. Løbehjulet brød i brand og den russiske spion sprang ud over broens lave hegn og forsvandt i Gudenåen.
Fotograferne bremsede, sprang ud af bilen – der lå han i vandet – og kort før han vendte sig rundt og dykkede ned i Gudenåens sorte vand, nåede han lige at synge på russisk:
”Naa-na-na-naa-na…”
Kapitel 17
De to fotografer kiggede på resterne af det forkullede løbehjul. Der var ikke meget tilbage af det. Deres bil så også lidt sveden ud. Gnisterne og lyden af metal mod beton var ikke kun fra løbehjulet. De steg ind i deres sårede kriger og kørte mod nord. Ved første rasteplads kørte de ind for at besigtige skaderne. De var ikke værre end de kunne fortsætte. Men signalet i trackeren var væk. Skærmen var sort.
”Mon han er druknet?” sagde den ene fotograf. Den anden fotograf svarede: ”Nej, jeg tror han er udødelig. Russiske spioner der optræder som halvt spøgelse, drukner ikke – han er her et sted, men nu bliver det svært”.
De besluttede sig for at holde fast i deres første hypotese, at spionen var på vej til Skagen, altså skulle han over Limfjorden. Fotograferne kørte atter mod nord. De besluttede sig for at køre til Aalborg og vente. Da spionen jo var røget i vandet igen, var sandsynligeden for at han endnu en gang, ville dukke op fra søsiden ret stor, mente de to fotografer i deres fælles meget store visdom.
De to fotografer fandt en bænk under broen, hvor der var en lille havn.
Her lå en skøn motorsejler. Den ene fotograf mente at genkende den som SIRIUS fra Gedser, men var ikke helt sikker. ”SIRIUS fra Gedser”, udbrød den anden fotograf, ”det giver da god mening – måske spionen vidste at SIRIUS ligger her, det er jo sådan noget spioner ved”. Den ene fotograf svarede: ”Ja, det giver faktisk god mening, vi skjuler os bag bænken og venter”. De ventede og de ventede, og de gemte sig mere og mere, så de til sidst næsten ikke var synlige mere.
Pludselig – lige pludselig hørte de skridt. Ikke sådan rigtige skridt, men sådan lidt spøgelses-spion-agtige skridt som næsten ikke kan høres. Og der ud af skyggerne kom spionen. Han kiggede sig forsigtigt omkring, så forsigtigt som kun russiske spioner kan. Han var vagtsom – anede måske at noget var galt. Pludselig jog han hånden i lommen – og op kom den specielt udviklede julemands-GPS fra Julemandens Værksted. Den vibrerede – og han vidste han var opdaget.
Den virkede igen. Han spejdede til højre og venstre og så løb han ud mod SIRIUS. Op af den anden lomme trak han en ultraskarp kniv med klinge af hærdet stål. En russisk spionkniv.
Han kappede fortøjningerne og sejlede væk – mod vest om bord på det stolte skib SIRIUS.
Kapitel 18
Det blev aften i Sæby. Det blev nat i Sæby. Hvis der var nogen, der sad på havnen og kiggede ud (det var vel i grunden ret usandsynligt, men hvis nu) kunne de i det fjerne ane lysene fra en båd, der nærmede sig.
Båden sejlede meget langsomt – meget forsigtigt, som om kaptajnen ikke ønskede at skabe unødig opmærksomhed om sin ankomst.
Da den nærmede sig indsejlingen til havnen, blev alt lys slukket, og den sejlede så langsomt, at lyden fra motoren knapt kunne høres. Kun det svage lys fra månen gennem skyerne gav kaptajnen mulighed for at få båden sikkert i havn. Den lagde til på den yderste moles spids.
Kaptajnen som var iført en lys cottoncoat, en hat trukket godt ned om ørerne og blå briller, begav sig ud i Sæbys nat.
Hvis andre havde vovet sig ud i natten i Sæby, hvilket ikke er sandsynligt, da det var mørkt og koldt, ville de have set en halvgennemsigtig skikkelse i cottoncoat, hat og blå briller luske
rundt med en GPS.
Andre ville måske have set en lille bil med to fotografer køre stille ind i byen.
Lygterne var slukkede, kun et meget svagt rødt lys, lyste kabinen op. Bilens fører kørte meget langsomt, for uden lys, er det vanskeligt at navigere til det samme svage lys fra månen mellem skyerne, som også kaptajnen fra båden måtte navigere efter. Men hvad skulle den russiske spion i Sæby? Han var jo flygtet over broer hele vejen fra Gedser, men der var jo ikke flere broer tilbage på vejen til Skagen. Det opdagede han nu, da han i det fjerne så en mørk bil nærme sig. Han stod på broen og pludselig så han det svage røde lys i kabinen fra prikken på fotografernes tracker. Han kiggede på den specielt fremstillede julemands-GPS, og lyset fra den, var nok til at fotograferne opdagede ham. De tændte lyset. Det lange lys.
Og der stod han – spionen – på broen. Denne gang nåede han ikke at synge. Han vendte sig om og styrtede ned mod havnen.
Fotograferne fulgte efter ham, men han kendte alle de små gyder og stræder, som kun russiske spioner, der har foretaget en grundig research kan kende.
Fotograferne havde jo ikke lavet den samme research og måtte følge den slagne vej, så selvom de kunne følge spionen på deres tracker, nåede de ikke ned til havnen før spionen. De så ham spurte ud ad molen. De sprang ud af bilen og løb efter. Tracker og telefoner – og nøgler blev i bilen. Men de nåede kun nogle få meter. Så hørte de brølet fra en kraftig motor der blev startet, og hvis nogen havde stået på havnen i Sæby denne aften, ville de, som de to fotografer, have set den sorte sejler stævne ud, med kurs mod syd.
Kapitel 19
Skyerne dækkede for månen, og det blev helt mørkt. Den sorte sejler forsvandt, men det begyndte at blæse op, og pludselig var skyerne væk. Vinden tog til, men månen lyste Sæby og havet op. Ikke at nogen i Sæby opdagede det. Det var nat, og folk holdt sig inden døre.
Men ned langs den jyske østkyst, hvis nogen havde kigget ud af deres vinduer, eller begivet sig ud i natten, ville de have set at båden havde sat store hvide sejl og en spiler i mange farver, og badet i månens klare lys, sejlede den hurtigt mod syd og nærmede sig Limfjordens udmunding.
Her blev sejlene atter bjerget og motoren startet, lysene tændtes, og SIRIUS sejlede langsomt ind gennem Limfjorden mod Aalborg. De to fotografer havde set SIRIUS sejle mod syd, og deres store visdom, som nu begyndte at BLIVE stor, sagde dem, at spionen havde opgivet Skagen og i stedet søgte mod syd. De kørte tilbage mod Aalborg.
Trackeren viste at SIRIUS sejlede støt og roligt mod Aalborg, under broerne og fortsatte. ”Hvor pokker skal han nu hen, han sejler vel for dælen ikke ud i Vesterhavet?” sagde den ene fotograf. Men faktum var, at han nærmede sig Vesterhavet og det gav jo overhovedet ingen mening.
Fotograferne fulgte med så godt de kunne. De kunne se at SIRIUS
nu var på vej gennem Kås Bredning forbi Jegindø og nærmede sig Oddesund. Lige før Grisetå Odde standsede SIRIUS. Den røde prik låste sig fast på trackeren. SIRIUS havde kastet anker.
Fotograferne kunne tydeligt se SIRIUS fra deres plads ved Sunddraget på Thyholm. Det var jo blevet lyst og sigtbarheden var god. Så blev en gummibåd sat i vandet og ind roede spionen med kurs mod den lille station, tæt på hvor fotograferne holdt og i det samme, ankom toget til den lille station.
Inden fotograferne kunne nå at reagere, sprang spionen ind i toget, løb frem mod togførerens kabine, smed togføreren ud, kaprede toget og kørte i høj fart over Oddesundbroen.
Fotograferne kunne svagt høre tonerne fra ”Naa-na-na-naa-na” på russisk
Kapitel 20
De to fotografer stod på skinnerne og så toget med spionen forsvinde i det fjerne. Togføreren stod grædende på perronen. Fotograferne sprang i bilen og krydsede Oddesund ved siden af toget, men jernbanen svingede snart væk fra vejen, og de tabte toget af syne - og hvad der var værre. Den røde prik på trackeren var væk…
De blev enige om at drikke en kop kaffe i Struer, og mens de sad på en café, kom den røde prik igen med et lille ”pling”. ”Han er næsten i Hadsund!” udbrød den ene fotograf. ”Af sted”, råbte den anden fotograf. De lod kaffen stå og styrtede ud.
Fremme i Hadsund kunne de se, at spionen var ude midt på broen. De kørte derud, men de kunne ikke få øje på ham. ”Jamen den røde prik er altså lige her, hvor vi er – vi må ned under broen”, sagde de i munden på hinanden.
De kørte tilbage og ned til en P-plads under broen. Spionen var ikke under broen. I det samme hørte de ”Naa-na-na-naa-na” på russisk. Lyden kom højt oppe fra. ”Der er han jo – i liften”, skreg de og satte i løb. Op ad trappen og op på broen igen.
Den russiske spion sang uanfægtet videre med høj og klar røst, mens
de kom nærmere. ”Nu har vi ham”, råbte de (igen) mens de løb. Men ak, liften var umulig at komme op i. Men så kastede spionen fjernbetjeningen med ”OP/NED” knappen til dem. De bøjede sig over den og trykke på ”NED”. Liften begyndte at sænke sig.
De to fotografer skulle lige til at klappe i hænderne af glæde, da de – sådan ligesom i slow motion, så spionen brede armene ud og kaste sig bagover ned i vandet, mens han sang igen: ”Naa-na-na-naa-na”.
Væk var han endnu engang. Fotograferne styrtede ned ad trapperne, tilbage til bilen, men nu var trackeren igen gået ud. Sort skærm.
Kapitel 21
Det hjalp ikke at ryste trackeren. Den var helt død.
”Der er et butikstorv lige derhenne”, sagde den ene fotograf. ”Nåe ja”, sagde den anden fotograf og fortsatte: ”Vi må have fat i en oplader”.
Der gik noget kostbar tid tabt, men endelig virkede trackeren igen.
”Han er allerede langt forbi Hobro, det kunne se ud som om han vil til Hvalpsund? Er han da helt rundforvirret?” sagde den ene fotograf.
De satte fart på, drønede ad landevejen mod Hobro og videre mod Hvalpsund.
Mørke skyer trak sammen, det blæste og solen var på vej ned.
Pludselig fik de øje på den russiske spion – på broen over Simested Å.
”Hvad pokker laver han nu der?” spurgte den ene fotograf, som ikke rigtigt var stedkendt.
”Jeg tror han er på vej til min by”, svarede den anden fotograf, der boede i den nærliggende landsby, Hvilsom.
”Kør til venstre her”, så kommer vi før ham”, sagde den stedkendte fotograf.
De drønede ind i den lille by, men der var overhovedet ingen spor af den russiske spion. Eller – det var der måske alligevel? Der var et hvidt flag i vinduet på det gamle pakhus. Det plejede der bestemt at ikke at være.
Kapitel 22
Det var dagen før lillejuleaften. Det sneede kraftigt og stormen hylede. Skyerne havde trukket sig sammen i det Nordjyske. Fotograferne begyndte at indkredse den russiske spion.
Skulle han fanges var det på høje tid, hvis julen skulle reddes.
Julemanden var presset. De forventningsfulde børn ventede. Det var på tide at indkalde forstærkning.
Fotograferne havde tidligere været i kontakt med PET, men da de hørte det var en sag mellem julemanden, to gamle fotografer OG en russisk spøgelsesspion, mente de at fotograferne havde drukket af natpotten. Derfor måtte fotograferne igen arbejde videre alene, for at sikre at julemanden kunne få sin GPS tilbage.
Men nu så det faktisk ud til, at den russiske spion af en eller anden grund skjulte sig i den gamle købmandsgård i Hvilsom, den landsby, hvor den ene fotograf boede.
De var hele tiden tæt på ham. Det var som han forsøgte at få kontakt – men i sidste øjeblik, stak han alligevel af igen. Fotograferne havde kæmpet sig frem, hele vejen fra Sydfalster til Nordjylland. Spionen skulle fanges nu.
Pludselig kom der en SMS ind på begge fotografers mobiltelefoner:
”Jeg hedder Igor. Igor Kristmasnovitch. Jeg er parat til at mødes med jer. Vi må foretage en udveksling. Mød mig i morgen eftermiddag. Midt på Aggersund Broen. Sørg for at alt er afspærret, og at der ikke er andre end mig, jer to fotografer og julemanden.
Fotograferne kontaktede atter PET og denne gang også Nordjyllands Politi og bad dem lægge en jernring omkring Aggersund Broen, for det måtte være der, den russiske spion skulle fanges.
Denne gang lyttede de. En russisk spion, Julemanden og to gamle fotografer til trods, det er en alvorlig sag. Det handler om nationens sikkerhed, og julen kan jo ikke bare sådan droppes.
Endelig accepterede de, og lovede at samarbejde.
Kapitel 23
Sneen dalede stille ned på denne kolde lillejuleaftens dag. De to fotografer og julemanden var taget til Aggersund Broen, som grundet de alvorlige omstændigheder var spærret for al trafik i begge retninger.
Efter 23 dages intens jagt på den russiske spion, lykkedes det omsider at få en aftale om udveksling på plads.
I stedet for julemandens specielt fremstillede jule-GPS, fra Julemandens Værksted i Grønland, havde Julemandens Værksted virkelig tryllet og skabt en GPS, med alle de kort og koordinater, som en russisk spion skulle bruge for at udføre sit hverv som russisk spion.
Sneen faldt tættere nu, sigtbarheden var ringe. De to fotografer og julemanden stod midt på broen.
Det blæste op, tunge sneskyer trak ind. Det væltede nu ned og sneen nåede snart fotograferne og julemanden til knæene.
Ud af snetågerne anede de pludselig en halvgennemsigtig skikkelse, som kæmpede sig igennem snemasserne. Foroverbøjet og med sin cottoncoat trukket tæt sammen. Hatten godt nede over de blå briller
og hænderne dybt begravet i lommerne.
Pludselig stod han der. Inden der blev sagt et ord, kom en lille kroget hånd frem fra de dybe lommer. Han tog brillerne af og tørrede øjnene. På lidt gebrokkent dansk, sagde den russiske spion undskyld for alt det postyr, han havde fået lavet.
Siden den kolde krigs ophør i 1989, havde han levet et ensomt liv i det gamle plotterrum under Marinestationen på Gedser Odde.
Men da fotograferne pludselig kom med ”En fotografisk Brokade”, så han sit snit til at komme videre, og han havde troet at julemandens GPS kunne vise ham vejen over broerne.
Kapitel 24
Den russiske spion gav julemanden den specielt fremstillede julemands-GPS og samtidig et stort kram.
Fotograferne og julemanden stod målløse – hvad skete der nu? Julemanden havde pakket den specielt fremstillede russiske spion-GPS så fint ind, men inden han nåede at overrække den fine gave, sagde den russiske spion: ”Jeg vil gerne hoppe af”.
”Jeg vil ikke længere være russisk spion, jeg vil meget hellere være Brokade-agent, og så dansede fotograferne, julemanden og Brokadeagenten lystigt rundt i sneen.
Og lige med ét holdt det op med at sne. Vinden lagde sig og skyerne forsvandt. Solen gik ned i de smukkeste farver.
Julemanden skyndte sig at montere julemands-GPS’en i den specielle julemands-GPS-holder på kanen.
Rensdyrene blev så glade, at de sagde glade rensdyr-jule-lyde og besluttede sig for at give alt hvad de havde i sig, og af sted det gik. Rudolfs næse lyste som aldrig før, og alle gaver nåede ud til de forventningsfulde børn.
I det fjerne kunne fotograferne og Brokadeagenten se de blå blink fjerne sig og Aggersund broen blev atter åbnet. Julemanden fløj i sin kane i solnedgangen. Alle kunne nå frem til julefesten i tide, og det blev alligevel jul i de små hjem.
Som en speciel gestus, besluttede fotograferne at deres nye Brokadeagent, skulle indgå i deres logo.
Glædelig jul og tak fordi I læste med!
